Om filmklubben
Siden 1953
En god oplevelse
Vi anser det som en af vores fineste opgaver at give alle børn en rigtig god film oplevelse. Det betyder, at vi meget nøje overvejer filmenes egnethed og respekterer de censurgrænser, der er sat af Medierådet.Det betyder samtidig, at vi håber, I som forældre vurderer, om jeres børn er modne nok til at gå i biografen. Det er nemlig en stor ting at kunne sidde stille i mørket og følge med i filmen uden at blive forstyrret af andre. Nogle børn kan sagtens gå alene i biografen, mens andre har behov for at have en kendt voksen med.
Under forestillingerne vil der være voksne fra filmklubben, der kan tage sig af de børn, som måtte have behov for hjælp.
Filmklubben
Gladsaxe Børnefilmklub (GBF) er en del af Danske Børne- og UngeFilmklubber (DaBUF, www.dabuf.dk). Filmklubben drives af frivillige forældre med stor interesse for film. Opgaverne i GBF er mangeartede, blandt andet vælger de frivillige filmene, laver sæsonens program, sælger medlemskaber og er tilstede ved filmfremvisninger.Da der er tale om udelukkende frivilligt arbejde, håber vi på en forståelse for, at planlægningen af sæsonen er lavet, så den dels passer til de muligheder vi har i forhold til fremvisninger i Bibliografen, men også i forhold til de frivillige, der skal være tilstede for at få filmklubben til at køre rundt. Derfor er der 'kun' en afhentningsweekend til medlemskort og en weekend til filmfremvisninger pr. måned i sæsonens måneder fra november til og med marts.
GBF får støtte fra Gladsaxe Kommune, og filmene vises i Bibliografen i Bagsværd. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til sende en e-mail eller kontakte os til filmfremvisningerne.
Fra begyndelsen til i dag
I efteråret 1953 stiftede en kreds af forældre, lærere og børnehave-pædagoger, klubben Gladsaxe Børnefilmklub. Formålet var at vise film, der var egnet for børn. Den første formand hed Nanna Funder, og hvis man havde forespørgsler om klubben, kunne man ringe til hende på SØ 102. Premiere filmen var en dyrefilm, og den blev vist 13. december 1953 i Vibevængets børnehave og senere samme dag i børnehaven Høje Søborg. Medlemskontingentet var 25 øre om året pr. barn, og derudover kom en billetpris på op til 75 øre. Første år var der 339 børn og 80 voksne. De næste film på programmet hed ”Chaplin som emigrant”, ”Tre små bamser” og ”Væddeløbet mellem haren og pindsvinet”. Filmene blev vist i Høje Søborg og Søndergårdsparken. Allerede i 1955 var medlemstallet steget til 800, og man måtte flytte forevisningerne til Søborg biografteater.Medlemstallet har svinget meget gennem årene. I sæsonen 2007-08 havde Gladsaxe Børnefilmklub ca. 200 medlemmer, i 2011-12 ca. 540 medlemmer, og i 2015-16 ca. 960 medlemmer (ud af et maksimum 990 sideplads). Der vises mange forskellige genrer – lige fra japanske tegnefilm til danske spillefilm.